Så er jeg vist nået dertil, hvor jeg kan sige, at specialetiden er blevet skudt i gang. Jeg sidder i toget på vej hjem fra Århus efter en spændende og inspirerende snak med netværksforskeren, http://www.asb.dk/staff/man/cwa.aspx.
Formålet med min lille Århus-udflugt var at komme op og snakke med Christian om Social Netværks Analyse (SNA), som jeg har besluttet skal være temaet for mit speciale. Jeg havde brug for noget input, nogle vinkler og lidt viden om, hvad der rører sig på området for at få sparket min egen proces i gang. Lige foran mig ligger jo nemlig specialets første bjerg-etape: afdækningen af omdrejningspunktet – problemstillingen, som jeg skal beskæftige mig med de næste 6 måneder. Og dét er sørme ikke bare lige sådan at finde frem til!
Det overordnede tema for specialet (som det ser ud nu) – og for denne blog – vil som sagt være SNA – eller rettere - de muligheder, der ligger for virksomheder i at benytte netværksanalysen som et redskab i forbindelse med innovation, ledelse, videndeling, team-sammensætning, proces-styring mv. Ikke det hele selvfølgelig – men en afgrænset del, som jeg pt. er ved at spore mig ind på.
Udgangspunktet er, at jeg står med en case-virksomhed på hånden, der er meget interesseret i SNA og som desuden er utroligt positivt indstillede overfor social software (det interesse-felt, jeg beskæftiger mig med på mit arbejde i Connecta) – som jeg derfor også har en naturlig interesse i at koble ind i specialet. Interessen bygger meget på nysgerrighed: hvorfor snakker alle om netværk nu – og kan man overhovedet strikke en brugbar analyse sammen af noget, der er så svært at måle nøjagtigt, som relationer mellem mennesker? – Og igen – hvad kan virksomheden så få ud af den?
Christian Waldstrøm har beskæftiget sig med SNA i de sidste 8 år og er den ene af kun fire i Danmark, der beskæftiger sig med området på akademisk/forskningsmæssigt plan. Han har netop udgivet en bog, der handler om ledelse og social netværks analyse og han syntes derfor at være den rette person for mig at starte med at snakke med. Og nu sidder jeg her i toget – blæst i hovedet af en masse tanker og inputs som jeg skal se at få rede på.
Umiddelbart står én ting klart for mig: Jeg skal ikke lave en fuld SNA-analyse af case-virksomheden (jeg ved endnu ikke om jeg kan offentliggøre deres navn her på siden). Det er simpelthen for omfattende og vil ikke kunne lade sig gøre på de 6 måneder jeg har til specialet.
Men SNA er altid forbundet med en ustyrlig masse (interessante) problematikker, der kan stille spørgsmål ved metoden og dens validitet. I en slags ’forundersøgelse’ af virksomhedens mulige udbytte af en decideret SNA-analyse vil disse udfordringer stadig være relevante (men mere overskuelige) at adressere . Det kunne fx gøres ved at stille et indledende spørgsmålstegn ved, hvilke områder det overhovedet kunne være relevant (og muligt) at kigge på samt hvilke metodiske overvejelser, det vil kræve.
Måske er jeg således ude i noget med noget kvalitativt forarbejde til en egentlig SNA-analyse (som så evt. kunne laves senere i sin fulde udstrækning i Connecta-regi
eller også skal jeg lave en ’micro-SNA’ hvor jeg fx kigger på en bestemt del af virksomheden (ledelsesgruppen), to afdelinger, eller en mindre repræsentaion for hele organisationen. I den forbindelse snakkede vi fx om, at se på kriterier for hvordan ledelsen sammensætter teams/projektgrupper – hvad er det, der afgør valget (er det tid, økonomi, Belbin-analyser, demografi eller???..) og så evt. se på, om fx Belbins roller i teams kan afspejles i en SNA-analyse…
Hmm – det gav mening da vi snakkede om det, Christian og jeg – jeg skal vist lige have lidt mere styr på trådene her.
Under alle omstændigheder føler jeg, at jeg er blevet lidt klogere, har fået lidt flere bolde i luften og fået sat lidt perspektiv på SNA og de problematikker, deromgiver dette felt. Og det var jo det jeg kom efter!
2 responses so far ↓
1 Hans Henrik H. Heming // sep 1, 2007 at 15:49
Hej Anne
Godt at se du er ved at være i gang - jeg glæder mig til at se hvorhen det bringer dig og som du ved, så deltager jeg meget gerne i din proces
2 Anne // sep 11, 2007 at 10:38
Lige så snart jeg har fået læst lidt mere og er kommet lidt mere ind på min problemformulering, så vil jeg meget gerne høre hvad du har at sige. Lige pt. begraver jeg mig i Snowden, Boisot og Wenger… så må vi se, hvor det fører hen
Leave a Comment